Hauge&Hartvig, alias Gastronomen og Brygmesteren

 

Har Jeres organisation brug for en særlig oplevelse? Så inviter dit team til at lave mad sammen med os på Endrupgaard i Fredensborg, eller evt. hos Jer selv. Vi matcher øl og mad, arbejder sammen om gryderne, glemmer jobbet og skrivebordet for nogle timer, mens vi komponerer små retter, hvor øl indgår som ingrediens. Vi nyder maden sammen og hygger os i uformelle rammer, mens vi smager på forskellige øl som indgår i maden.

 

 

 

Hvordan?

Måske har I solgt ekstra godt i sidste kvartal? Opnået en succes der skal fejres. Eller et jubilæum, der nærmer sig?

Måske har I simpelthen behov for at opleve nye ting sammen? Brug for at styrke det interne samarbejde, komme ud af trummerummen. Provokere og pirre sanserne, se kollegerne i et nyt set-up, hvor de ikke længere kan gemme sig bag tallene og computeren, men i stedet kæmper med opbagningen og griner over øllen.

Det gastronomiske univers er åbent for alle. Det er krævende og stemningsfyldt på samme tid. Alle kan være med, ingen bliver udeladt, og det er sjovt. Altid sjovt. Selv den mest kiksede køkkenspade opdager nye sider af sig selv.

Brygmesteren Annemarie fortæller om de forskellige malttyper, og I vil opdage, at øl er en indlysende ingrediens i mad. At de gyldne bobler passer eminent sammen med både sødt og salt. Og frem for alt, at madlavning med øl under kyndig vejledning af Peter Hauge Johansen er en fantastisk teambuilder, hvor alle kan være med. Hvor du opdager nye sider af dine kolleger, og hvor den introverte kontorkartoffel pludselig folder sig ud som en sjov og yderst habil hjemmekok.

Retterne præsenteres og spises som velfortjente højdepunkter gennem hele aftenen. Arrangementet foregår på Endrupgaard ved Esrum sø i Fredensborg, eller - hvis I ønsker det og har faciliteterne til det - kan vi lave arrangementet på jeres virksomhed.

Menuen bliver afsløret på dagen, men der kan forventes et væld af retter med sæsonenes økologiske råvarer og masser af skønne øl.

 

 

 

 

 

 

Fødselsdage, polterabends, herremiddage...

Har du ikke tid, overskud eller ideer til selv at arrangere, så ring til os. Vi snakker med dig og finder ud af, hvad du har brug for. Skræddersyr arrangementet i tæt samarbejde med dig, sådan at oplevelsen passer præcis til dig og dine gæster.

Vi arrangerer også polterabends. Ude eller hjemme hos os.  Sørger for alt det praktiske, også konkurrencer og skægge indslag, som altsammen gør, at I kan nyde dagen og bruge jeres krudt på den kommende brud eller gom. Og vi sørger selvfølgelig for at rydde op og efterlader alt i fineste orden.

 

”Meet The Danes” - Events

Endelig arrangerer vi private middage, hvor vi sammen tilbereder maden og hører om øllen, samtidig med at I får et indblik i den danske kultur: Lærer om "dansk hygge", velfærdssamfundet, almindelige danskere og måske en forklaring på hvorfor vi muligvis er "verdens lykkeligste folkefærd". Middagen tilberedes af sæsonens økologiske råvarer. 

Hvis du har lyst til en anderledes og fantastisk oplevelse, så kontakt os:

Peter Hauge Johansen
+45 22 67 45 50

Annemarie Hartvig Jensen
+45 41 40 72 42

Vælg i mellem flere lokationer

Brygmesterens Frederiksberg villa

Brygmesterens egen Frederiksberg Villa på Kongens Tværvej 2, i dejligt roligt kvarter byder på hjemmelig hygge og nærvær. 

Boligen tilbyder stort åbent køkken, hvor maden tilberedes og i den tilstødende spisestue og de tilhørende er der rig mulighed for at hygge sig og få en fantastisk nærværende oplevelse.

Antal: 6 - ca. 20 deltagere

Lejepris: Lejeprisen er inkluderet i deltagerprisen

Endrupgaard ved Esrum sø

På Endrup Byvej 14 B i Fredensborg, med udsigt over Esrum Sø, ligger denne fantastiske herregård, hvor der i en tidligere stald er indrettet et fantastisk festlokale, med mulighed for benyttelse af de store udendørsarealer.

Festlokalet er med sine 100 m² meget velegnet til større grupper, og det tilhørende åbne køkken og anretter afdeling på 28 m² gør lokationen med anvendelig.

Lokalet er nyistandsat og har en stor dejlig åben pejs som giver dejlig steming til lokalet.

Antal: 20 - 70 deltagere

Lejepris: Lejeprisen er inkluderet i deltagerprisen

Læs mere på: www.endrupgaard.dk

Vælg imellem flere typer arrangementer:

"Sammenkog"

Alle hold fabrikerer, hver ders særlige forret, hovedret samt dessert.

Forretten er specielt udviklet til at passe til en særlig øl, som serveres til denne ret.

Hovedretten samt desserten fremstilles, hvor øl indgår som ingrediens og hvor denne øl selvfølgelig serveres til retten under middagen.

Under middagen præsenterer hvert hold sin særlige ret.

"JuleØl&Mad"

Afhold en anderledes julefrokost som alle vil elske. I skal i hold kreere jeres egen julefrokost med forret, hovedret samt dessert og masser af fantastisk juleøl.

Forretten passer til en særlig juleøl, som serveret til denne ret.

I hovedretten samt desserten indgår juleøllen som ingrediens og juleøllen serveres selvfølgelig til retten under middagen.

Under middagen præsenterer hver hold sin særlige ret og brygmesteren præsenterer de forskellige juleøl som nydes.

"Kogedyst"

Hvert hold tilbereder den samme forret, hovedret samt dessert.

Under middagen præsenterer hvert hold sine retter som bedømmes af vært og værtinde med en score, ud fra nogle givne kriterier som udseende (præsentation af retten), originalitet og smag.

Forretten er specielt udviklet til at passe til en særlig øl, som serveret til denne ret. Hovedretten samt desserten fremstilles, hvor øl indgår som ingrediens og hvor denne øl selvfølgelig serveres til retten under middagen.

Aftenens vindende hold bliver belønnet med en fortjent præmie.

Program eksempel: Øl&Mad

  • Kl. 17: Velkomst med gennemgang af opskrifterne, inddeling i grupper der hver for sig lægger en slagplan for deres retter - hertil får I serveret velkomstøl + hjemmelavede snacks
  • Kl. 18.30: Servering af forretter
  • Kl. 20: Servering af hovedretter
  • Kl. 20.45: aktivitet - overraskelse (præmie til det vindende hold)
  • Kl. 21.30: Servering af desserter

I bestemmer selv, hvad tid I ønsker at starte.

 

Pris pr. deltager er DKK 895,- + moms (v/minimum 6 pers.)

Prisen dækker følgende:

  • Velkomstøl + hjemmelavede snacks
  • Forklæde (til låns)
  • Opskriftsamling
  • Øl under madlavningen og til middagen
  • Lækre råvarer, så vidt muligt økologiske
  • Værter der hygger og instruerer
  • Præmie til vindende hold af "Aktivitet"
  • Billeder fra arrangementet

Billeder fra tidligere arrangementer

Det mener vores tidligere deltagere:

Mette Højberg - Nordisk Ministerråd - Afdelingskoordinator / kommunikation

"Vi siger sandelig også tusinde tak. Det var en super dag/aften. Der er blevet talt en del om det i dag. Flere synes det er det bedste arrangement, vi har haft. Og det er jeres fortjeneste, tak for det."

 

15. dec. 2015 / 25 pers. / 12 retter / 7 timer

Nanna Harbo - Carlsberg Breweries A/S - Packaging Innovation Manager

"Vi havde en fantastisk aften med hele vores afdeling, og fik set hinanden i andre roller end på arbejdet. Vi vil klart anbefale arrangementet til andre."

 

14. mar. 2015 / 12 pers. / 9 retter / 8 timer

Hvem er vi ?

Peter Hauge Johansen

I mine unge dage arbejdede jeg på Admiral Hotel som "bell-boy" og concierge. Service-genet er meget højt hos mig, og intet kan næsten blive godt nok.

Efter mange år i hotelbranchen blev jeg uddannet i en bank, men hurtigt søgte jeg tilbage til hotellerne og arbejdede tre år på Hellerup Park Hotel.

Derefter tog jeg en hotel-lederuddannelse og knoklede som kok, tjener og hotelchef. Det var spændende, jeg elskede det, det var her, jeg fangede interessen for bedre madlavning.

En af de mange opgaver i køkkenet gik en gang ud på at lave hele menuen fra ”Babettes Gæstebud”, hvor jeg skulle udbene 70 vagtler. Det lærte mig alt om fuglens anatomi og – vigtigst – topskærpede min trang til god gastronomi.

Efter endnu en afstikker til IT-branchen startede jeg en lang karriere i Bella Center, hvor jeg arbejde med at udvikle nye kongresser samtidig med, at jeg stod for de mange messer og udstillinger.

Siden 2009 har jeg drevet egen virksomhed og organiseret mange arrangementer i varierende størrelse.

I 2012 afviklede jeg i samarbejde med René Crone fra Crone & Co, Danmarks EU-formandskab, og fik i den sammenhæng brugt min store erfaring med at afvikle konferencer, indlogere mange tusinde mennesker på et stort antal hoteller på samme tid, samt arrangere et utal af møder og middage.

Arrangementet skaffede mig senere vejen til Kongehuset, hvor jeg i samarbejde med HKH Prinsesse Benedikte var med til at planlægge et stort erhvervsfremstød for Danmark i forbindelse med verdens største Hesteshow i Aachen, Tyskland.

Mere og mere forelsket i madlavning og gastronomi har jeg de sidste år brugt rigtig meget tid i køkkenet. Kreeret spændende mad fra hele verden, jongleret med krydderurter og udviklet nye, overraskende opskrifter.

Specielt retter som bunder i det danske ”spisekammer” har min helt store interesse, og økologi og lokale råvarer har sneget sig mere og mere ind i madlavningen.

Syltning og grillning, brød og bagværk, er også blevet en stor del af dagligdagen, og hvis jeg skal være helt ærlig, så tør jeg godt sige, at venner og familie, naboer og medarbejdere, og senest også vores kunder, sætter rigtig stor pris på mine kreationer.

Så hvis man skal sammenfatte mit professionnelle liv indtil nu, så er det: Fra bell-boy, bank og hotelleder blevet til et fuldtids liv med køkken og teambuilding.

At få folk – alle mulige forskellige slags - til at arbejde sammen om en gang svin i honning eller en dansk inspireret ostekage med lakridspulver er simpelthen så inspirerende og livgivende.

Annemarie Hartvig Jensen

Oprindelig er jeg uddannet farmaceut, og i årevis arbejdede jeg som kemiker på Novo Nordisk, udviklede lægemidler - og var glad. Men så begyndte øllen at rumstere. Jeg fik smag for ølbrygning, for smagen, for hele processen. 

Når jeg var på tur, skulle jeg altid lige et smut ind om egnens lokale mikrobryggeri, smage på mærkelige øl og snuse til gæringen. Og hjemme begyndte vi at have sjove mærker på køl.

Så i 2011 droppede jeg al rationel karriereplanlægning og sendte en ansøgning afsted til Københavns Universitet: Jeg ville være brygmester!

Som at vinde i Lotto fik jeg én af de få pladser på det studium, som bryggerierne har bygget op sammen med universitetet. Og fra den ene dag til den anden skiftede jeg min kvindedominerede lægemiddelverden ud med et totalt mandsdomineret øl-univers.

Det var dér, jeg for første gang forstod, at øl er en mandeting. Eller, at øl i det store og hele opfattes som en maskulin drik og beskæftigelse.

Er DU brygmester? spurgte folk med skepsis i stemmen og så undrende på mine 168 centimeter, min blomstrede nederdel, min nydelige mand og vores fire børn.

Som om jeg havde brudt et tabu eller overskredet en grænse. I to år vekslede jeg mellem studier på universitetet og praktik ude på bryggerierne.

Jeg mæskede, kogte og gærede. Jonglerede med malt og enzymer. Pludselig kunne jeg udleve min passion, og det var helt i orden – og længere ikke nørdet – når jeg brændende interesserede mig for forskellen på bitterhumle og aromahumle.

I 2013 blev jeg færdig som brygmester, kandidat i ølvidenskab, og straks begyndte jeg at eksperimentere med nye øltyper, så vores ellers pæne køkken hjemme på Frederiksberg – mellem ungernes kanelsneglebagning, bomuldshunden, og alle kammeraterne, der løber ind og ud – nu også er fyldt med kolber, der gærer og bobler.

Heldigvis har jeg en mand, der er forstående. Mads er ingeniør og manden, der har udviklet verdens velnok mest eksklusive havegrill, JensenGrill. Han eksperimenterer selv og løfter ikke et øjenbryn, selv om jeg putter stjerneanis i vores hjemmebryg. Ja, faktisk krydsforsker vi lidt ved at kombinere øl og grillmad på hundrede måder. En eller anden dag bliver det til en fælles kogebog.

For nylig afsluttede jeg et job som brygmester i Carlsbergs innovations-afdeling, en drømmestilling, hvor alle ideer, indfald og eksperimenter er tilladt, og hvor det er helt okay at møde op på arbejde med opskriften på lakridsøl, honning-bajer eller chokoladepils.

Så alt i alt er mit professionnelle spring landet mere smooth end jeg nogensinde kunne drømme om, og arbejder nu bl.a. med at udvikle mit eget øl-brand og er initiativtager til og indehaver af ØlKlubForKvinder.

 

Hvis du har lyst til en anderledes og fantastisk oplevelse, så kontakt os:

Peter Hauge Johansen

+45 22674550

Annemarie Hartvig Jensen

+45 41407242